Vi er her for at fortælle dig, at det er på tide at kaste den opfattelse ud til højre og så komme på banen på TikTok. For vi har selv været skeptiske. Vi har talt TikTok ned og ment, at det ikke var noget for os. Men vi testede. Og blev klogere.
Hvem bruger TikTok?
Målgruppen på TikTok bliver bredere og bredere. Mange er af den opfattelse, at TikTok primært bruges af børn – men vi oplever, at målgruppen rykker på sig og inden længe også indeholder et mere købestærkt segment. Ifølge Medieudviklingsrapporten 2021 bruger de 15-24 årige gennemsnitligt 57 minutter om dagen på at være på TikTok. Det er en markant stigning fra 2020 og vi ser ind i, at den udvikling kun går én vej.
Der er ikke vildt mange mindre virksomheder på TikTok endnu. Derfor har du også mulighed for at være blandt nogle af de første, der bruger TikTok til annoncering.
Vi har kastet os ud i annoncering på TikTok med åbne arme og åbne øjne. Vi har testet og fejlet og testet lidt mere. Vi vil nu fortælle dig, hvordan du kommer i gang.
Organisk vs. Betalt annoncering
Vi synes – næsten uanset hvilken business, du kører – at det giver mening at lave en TikTok. Det gøres nemt ved at hente app’en på din smartphone, tilføje dine oplysninger og vupti, så er du good to go.
Succes på TikTok kræver, at man er villig til at bruge tid og energi på at undersøge, hvad der trender. Ofte er der en specifik sang, der kan være populær nu og her. Bruger du denne sang i din video, kan du være heldig, at din video får visninger eller måske går viralt.
Der er dog ingen garantier for, at dit organiske reach stikker af. Du kan være heldig – men du kan også være uheldig, at ingen ser dit indhold.
Derfor anbefaler vi at benytte betalt annoncering, og her kommer vi ind i billedet.
Vi kan hjælpe dig med at opsætte betalte annoncer på TikTok, målrettet lige præcis den målgruppe, du ønsker. På TikTok er det i Danmark endnu ikke muligt at annoncere ned på et specifikt geografisk område – men bare rolig, vores kilde hos TikTok har fortalt, at de udruller det inden længe.
TikTok tilbyder forskellige annonceformer, præcis som vi kender det fra Facebook og Snapchat. Vi har især haft succes med rækkeviddekampagner og målsætningen ”Get more followers”.
For en kunde har vi på halvanden måned – med TikTok annoncering – opnået 2.623 følgere. Der må vi bare bøje os i støvet og ærligt sige: det ville aldrig ske på Facebook og Instagram, medmindre vi lavede en virkelig god konkurrence.
Best practice
Vores erfaring er, at det der har performet bedst for os, er videoer med mad- og drikkevarer eller videoer med mennesker på. Især oplevede vi at en video med is stak helt af med visninger. Annoncen skal være opsat som en video, der dukker op som en del af det naturlige flow i feedet. Derfor er det smart at dele organisk indhold, for dernæst at opsætte annoncer for dét indhold. Her er det en god idé at opsætte flere videoer inden for samme budget, så man nemt kan se, hvad der performer bedst. Hvis du mangler inspiration til dine videoer, så sæt en halv time af din dag af til research på TikTok og benyt dig af funktionen med at gemme videoer, som fanger dig. Vi kan også anbefale at finde inspiration via følgende link: https://ads.tiktok.com/business/creativecenter/inspiration/topads/pc/en – her giver TikTok selv et overblik over aktuelle annoncer. Måske noget kan give inspiration? Vær opmærksom på, at dit content skal give mening for brugerne. Brugerne i dag swiper lynhurtigt videre, hvis du ikke har deres opmærksomhed med det samme. Guides, opskrifter og lignende trender meget – så hvad med at lave en video med en guide til lige præcis dit produkt som den første video?