Få mest muligt ud af din annoncering på de sociale medier

Advicer blogindlæg
Trine Lund

COO

Trine Lund

+45 96 26 37 52

trine@advicer.dk

Del

Indholdsfortegnelse

Der er ikke nogen, der ligger inde med de vises sten, når det kommer til Facebook annoncering. Heller ikke os i Advicer. Det betyder dog ikke, at vores rådgivning ikke baserer sig på data. For det gør den. Og derfor har vi her samlet et overblik over, hvilke kampagnetyper der giver det bedste resultat.

Egentlig er det svært at give et entydigt svar. Og vi er sådan set også fortalere for, at der ikke findes en one size fits all. For det gør der ikke. Når vi rådgiver vores kunder, kigger vi ALTID på formålet med annonceringen. Det er den eneste måde, vi kan give den bedste rådgivning. Selvom rådgivningen sidder på rygraden, kigger vi altid på vores kunder individuelt. Men det betyder ikke, at vi ikke ved, hvad der (for det meste) er en rigtig god løsning. Det vil vi uddybe nu.

Klik eller rækkevidde?

Vi kan starte med et eksempel: For en kunde kørte vi en kortere kampagne på Facebook. Kampagnen delte vi i to målsætninger: rækkevidde og trafik. Kampagnen havde samme materiale og budskab. Vi kunne se, at rækkevidde kampagnen har haft en dobbelt så stor rækkevidde som trafik – trafik har til gengæld genereret rigtig mange klik. Derfor kan vi konkludere, at de to målsætninger hver især har gjort deres arbejde – og de har gjort det godt. Dog kan man godt sige, at man får mere for pengene, når man vælger trafik-kampagner. Her kan man nemlig tydeligere se, hvad det præcist er, pengene går til – nemlig klik.

Ved rækkevidde-kampagner kan man også sagtens få en fornemmelse af, at pengene er brugt på visninger og rækkevidde. Dog er det svært at sige, om dem der har set kampagnen rent faktisk har foretaget sig noget eller reageret på annoncen, efter de har set den. Derfor får man konverteringsmæssigt mest for pengene ved trafik-kampagner. Der skal det dog tilføjes, at det jo kommer an på budskabet i kampagnen – og nogle gange kan det være fornuftigt at kombinere fx rækkevidde med trafik eller trafik og videovisning.

Hvis man har en videoannonce, er det fx fint at kombinere trafik med videovisning. Med videovisning kan vi nemlig se, hvor mange der ser mindst 15 sekunder af videoen, og med trafik kan vi se, hvor mange der rent faktisk klikker videre på annoncen.

Konklusion

Vi kan altså konkludere, at trafik-kampagnerne er dem, der giver det bedste resultat for pengene, fordi det er så gennemsigtigt og tydeligt, at pengene går til klik, og dermed en handling fra brugerne og potentielle kunder. Det er dog vigtigt at pointere, at det kan fungere ligeså fint at kombinere trafik-kampagner med andre kampagne-målsætninger – det er noget, vi kigger på fra kampagne til kampagne ved at vurdere fx budskab og formål.