Intro
Når vi taler om visuel identitet handler det i bund og grund om at sætte nogle regler og følge dem – du kan læse mere om at skabe din visuelle identitet i Gittes blogindlæg her. Men her skal vi tale lidt om, hvordan du holder dig til den.
Tips til din digitale identitet
Din visuelle identitet er skabt for at afspejle dit brand og gøre det genkendeligt hen over forskellige platforme. Når jeres virksomhedsstil er fastlagt, kan du gøre dig selv en tjeneste og tænke over nogle få ting.
Din identitet skal kunne rumme det hele
Selvom du ligger ud med et logo og en instagram profil, så er det en god ide at have defineret farver, typografi og en billedstil på forhånd. Det vil gøre det nemmere for dig, når du skal tage det næste skridt med din virksomhed. Ud over den hjælp det er for dig selv, er det samtidig også med til at sørge for at dit brand hen over dine forskellige medier hænger sammen og afspejler hinanden.
Bevægelse skaber opmærksomhed
Tænk animation med ind i din identitet. Kan dit logo rumme en animation? Hvad med nogle af dine grafiske elementer? Hvordan ser animationer ud i din visuelle identitet – er den blød eller skarp, hurtig eller langsom? Tænk over hvad der passer til dit brand. Derudover kan du overveje om, der er bevægelse i det materiale du bruger, når du poster på sociale medier og når du annoncerer?
Du har så kort tid til at fange kunderne og derfor er det ekstra vigtigt at overveje, hvordan deres opmærksomhed og interesse kan holdes lidt længere.
Dit brands humør er den visuelle identitet
Vi hænger ofte vores personlige identitet op på vores tøj, hår eller hobby, som vi skifter efter sæson eller humør; men den går ikke med vores visuelle identitet. Her er det nødvendigt at holde os til de valg vi har truffet, det hjælper vores kunder med at genkende brandet over flere platforme. Det kan være en hjælp til dig selv at skrive de regler du laver ned eller lave et moodboard, som du kan rette dig efter, så du ikke bevæger dig udenfor rammerne i din visuelle identitet.
Opsummering
Skab din visuelle identitet ud fra dit brand og overvej, hvordan du kan gøre dit brand genkendeligt hen over flere forskellige platforme. Husk at det er okay at starte i det små, men det er en god ide at have gjort sig nogle tanker om fonte, farver, billedstil og animation, når du opbygger din visuelle identitet. Skriv eventuelt dine regler ned eller lav et moodboard over din visuelle identitet, så du hele tiden har noget at forholde dig til. Og til sidst er det vigtigt at huske din visuelle identitet hver gang du producerer eller får produceret noget nyt.