Fremtidens SEO – Vi skal tænke som ”mennesker”

Advicer blogindlæg
No data was found

Indholdsfortegnelse

Google bliver mere og mere ”menneskelig”. Det betyder, at søgemaskinen bliver bedre og bedre til både at forstå og fortolke brugernes søgeintention samt hele konteksten bag en søgeforespørgsel på Google. Men hvilken afgørende betydning har dette for hvordan, du skal optimere til Google i fremtiden? Læs med her og bliv klædt godt på til fremtidens SEO.


Se din hjemmeside gennem brugernes øjne

Du bør i højere grad ”tænke som mennesker”, når du optimerer din hjemmeside. Med dette mener jeg, at du bliver nødt til at se en hjemmeside gennem brugernes øjne fremfor at forsøge at påvirke Googles algoritme til at opnå bedre placeringer i søgeresultaterne. For ser du en hjemmeside med brugerens øjne, ser du den ligeledes også med Googles briller på.

Dette betyder bl.a., at du er nødt til at skabe relevant, målrettet og ikke mindst værdiskabende indhold, der imødekommer brugernes behov, og som fremfor alt også skaber værdi for brugeren.

SEO i fremtiden handler i særdeleshed om at kunne forstå brugerens hensigt bag en given søgning og på den baggrund svare på brugernes spørgsmål. I den forbindelse er det samtidig vigtigt, at du giver dem en samlet god brugeroplevelse, når de besøger din hjemmeside.



Forstå og imødekom brugernes søgehensigt

De store forandringer og tendenser, vi ser i disse år indenfor SEO, er et afgørende skift i tankegangen om søgeord i klassisk forstand. I stedet bør du have et langt større fokus på at imødekomme brugernes behov med værdifulde svar og løsninger.

Det er dog ikke ensbetydende med, at du skal glemme alt om søgeordene fremover. Søgeord skal du fortsat benytte til at organisere og strukturere dit indhold med, og søgeordene skal stadig implementeres hensigtsmæssigt på hjemmesiden, så Google kan forstå dit indhold.

Men at forstå søgehensigten – altså brugerens intention bag en given søgning – bliver fuldstændig afgørende, hvis du skal have succes med SEO både nu og i fremtiden. Kunsten bliver at kunne forstå denne søgehensigt og på den baggrund skabe relevant og værdiskabende indhold, der matcher brugernes behov.

Den gode brugeroplevelse er fremtiden

Den gode brugeroplevelse er Googles helt store fokus i fremtiden. Den gode brugeroplevelse er en stor paraply fyldt med en lang række forskellige faktorer, som du kan skrue på. Det gælder bl.a. princippet omkring ’Mobile First’ og mobilvenlighed, der har været standard i nogle år nu, og ligeledes er et lynhurtigt website helt afgørende for at sikre en god brugeroplevelse.

Efter opdateringen ’Core Web Vitals’ defineres et hurtigt website nu i højere grad ud fra, hvordan det føles hos brugerne, og ikke hvor længe siden tidsmæssigt er om at loade. Google er altså nu begyndt at se på hastighedsbegrebet ud fra et brugervenlighedsperspektiv. Men fremfor alt handler den gode brugeroplevelse om at skabe relevant, målrettet og værdiskabende indhold af høj kvalitet.

Kan brugeren hurtigt, nemt og gnidningsfrit finde værdifulde svar eller løsninger på din hjemmeside? Så er du rigtig godt på vej til at sikre den gode brugeroplevelse.



Google belønner dit kvalitetsindhold

I forlængelse af den gode brugeroplevelse bliver det i fremtiden helt afgørende at kunne skabe dybdegående indhold af høj kvalitet. Målrettet og værdigskabende indhold, der besvarer brugernes spørgsmål og imødekommer deres behov. Dette er allerede meget afgørende nu, men alt tyder på, at det kun bliver endnu vigtigere fremover.

Indhold eller content handler i alt sin enkelthed om at ”hjælpe brugeren”. I dette ligger der naturligvis en bred vifte af forskellige ting, som jeg ikke vil gå dybere ind i her. Men hele pointen ligger i, at hvis du ikke er i stand til at skabe værdifuldt indhold, der er målrettet brugernes behov, er du ude af spillet mod dine konkurrenter.

Vigtigst af alt bliver, at du er i stand til at svare på brugernes spørgsmål og imødekomme deres søgeforespørgsel med værdifulde løsninger. Det er brugeren, der kommer i første række – altid!

Senest har vi oplevet, hvordan Google fremover vil have fokus på at belønne højkvalitetsindhold, der har til formål at hjælpe brugerne og nedprioritere indhold, som kun har til formål at påvirke algoritmerne og rangere godt i søgeresultater.



Fra søgemaskineoptimering til søgeoplevelsesoptimering

Moderne SEO handler i høj grad om den samlede helhedsoplevelse og ikke at anskue SEO isoleret set, som optimering af enkeltstående faktorer. Dette har mange traditionelt gjort før i tiden.

I stedet for begrebet søgemaskineoptimering snakker man i SEO-verdenen nu i langt højere grad om ’søgeoplevelsesoptimering’. Dette er resultatet af et afgørende skift fra Googles side fra at være søgemaskinefokuseret til nu at have fuldt fokus på brugernes oplevelse. Det er nemlig brugeroplevelsen, der er afgørende for, om du får succes med optimeringen.

Du skal derfor i højere grad se udenom optimering til søgemaskiner og i stedet have et brugerorienteret fokus med det formål at skabe den bedst mulige helhedsoplevelse for dine potentielle kunder. 



SEO handler om kvaliteten af trafikken

Det betyder dermed også et opgør med den evige jagt efter topplaceringerne i søgeresultaterne og at tiltrække mest muligt organisk trafik til din hjemmeside. I stedet anbefales det at anskue din hjemmeside ud fra et holistisk perspektiv med fokus på at skabe relevant, konverterende og meningsfuld trafik fra Google. Målet i sig selv må aldrig være mængden af organisk trafik, men derimod kvaliteten af denne trafik.

Den svære opgave bliver derfor ikke at skaffe så mange brugere som muligt, men at få de helt rigtige brugere ind på din side og derefter sikre, at disse også ender med at konvertere til nye kunder. Dette gør du ved at sikre den gode brugeroplevelse, herunder et skarpt fokus på at skabe konverterende indhold, der er værdiskabende for brugeren og dermed også din forretning.



Giv brugerne lige dét, de søger efter!

Helt grundlæggende handler SEO om at give brugerne det, de søger efter. Vi skal vænne os af med en “gammeldags” tankegang omkring at optimere til søgemaskinens algoritmer. I stedet bliver vi nødt til at tænke langt mere brugerorienteret i vores tilgang til trafikken fra Google, samt tilegne os en endnu bedre og større forståelse af hele kunderejsen og brugernes søgehensigt.

Dette kræver et skift i mindsettet fra: ”Hvad skal vi optimere for at rangere godt i søgeresultaterne på Google?” og i stedet fokusere på: “Hvad leder vores brugere efter, og hvordan kan vi bedst muligt imødekomme dette med værdiskabende og relevant indhold?”. Du skal derfor ikke optimere til søgemaskinerne – du skal give brugerne præcis dét, de søger efter.

Formår du at have den rigtige tilgang til SEO er Google en vigtig og afgørende marketingskanal, der potentielt kan generere en stor mængde relevant trafik, der kan konverteres til nye kunder i din butik.

Fremtidens SEO er og bliver på brugernes præmisser!