Undgå ’Banner Blindness’ med knivskarpe displayannoncer

Advicer blogindlæg
Rebekka Kjærgaard

DIGITAL DESIGNER

Rebekka Kjærgaard

+45 96 26 25 94

rebekka.k@advicer.dk

Del

Indholdsfortegnelse

Godt content skal underholde, inspirere eller uddanne din målgruppe – også på online display bannere. Tidligere kunne annoncører fange forbrugernes opmærksomhed med et simpelt ”kom og køb” budskab. Men i dag er der så mange spillere på markedet og konkurrencen om forbrugernes opmærksomhed er større end nogensinde hvilket betyder, at forbrugerne bliver eksponeret for rigtig mange budskaber hver dag. Derfor sorterer forbrugerne i de budskaber, de konstant bliver eksponeret for på tværs af kanaler, og der opstår ’Banner Blindness’ blandt forbrugere.

Det betyder kort sagt, at vi er begyndt at overse annoncer. Hvis en annonce er for sælgende, så ignorerer forbrugerne den. Derfor er det vigtigere end nogensinde at fastslå og forstå den målgruppe, man ønsker at ramme. Hvilke udfordringer har de? Hvad er deres ønsker og drømme? Når man ved det, kan man bygge en annonce op omkring et budskab, som skaber værdi for forbrugeren.

Du har kun to sekunder

Uanset hvilken kanal du annoncerer på, skal dit budskab være klart og tydeligt. Det gælder ikke mindst på online platforme. Undersøgelser viser, at forbrugere i gennemsnittet bruger ca. to sekunder på indhold på online medier. Annoncører har derfor meget kort tid til at fange modtagerens opmærksomhed. Når det går så stærkt, betyder det også, at budskabet bliver nødt til at være ultrakort og knivskarpt, for at det er nemt for modtageren at afkode.

For at skabe et budskab, som er hurtigt at afkode, skal man som annoncør fastlægge hvad formålet med kampagnen skal være. Vil du øge kendskabsgraden til dit brand? Måske vil du have mere trafik til dit website? Eller ønsker du at øge salget af bestemt produkt? Mulighederne er mange, men det er vigtigt kun at vælge ét formål. Flere formål vil blot skabe forvirring og gøre budskabet uklart.

Folk vil se, ikke læse

Det grafiske design af et display banner har også indflydelse på budskabets evne til at skinne klart og tydeligt igennem. Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at folk vil SE og ikke LÆSE. Dernæst er der et par elementer, som altid bør være til stede i et display banner:

  • Logo på dit brand eller virksomhed skal altid være synligt. På den måde ved modtageren hvem afsenderen er.
  • Call-to-action knap som opfordrer til handling og leder modtageren videre til din landingsside. Forsøg at undgå de gængse CTA-knapper som ’klik her’ eller ’læs mere’. Hold i stedet fast i dit formål med kampagnen. Modtageren har set og forstået dit budskab – hvad får modtageren så ud af at tage næste skridt i kunderejsen?

Har du fanget opmærksomheden? Så hold fast!

Når du har fanget forbrugerens opmærksomhed, er det vigtigt at fastholde den så længe som muligt. Jo længere tid man fastholder opmærksomheden, jo større er sandsynligheden for, at dit brand og budskab bliver lagret i forbrugerens hukommelse. Her er animerede og interaktive bannere et effektivt virkemiddel. Skab nysgerrighed og lad forbrugeren interagere med dit brand ved f.eks. at swipe igennem udvalgte tilbud eller skifte farve på et produkt. Når først forbrugeren er begyndt at tage stilling til farven på et par sko, er der større chance for, at forbrugeren færdiggør købet af dem. Enten nu eller senere.

Bliv husket med dine displayannoncer

Der er ingen tvivl om, at displayannoncering er et godt værktøj i din marketingstrategi, som gør det muligt at fange opmærksomheden hos en bred målgruppe. Men der er mange om buddet, så hold dig til ét formål pr. kampagne. På den måde kan du skabe et klart budskab, der er nemt at afkode og som fanger forbrugerens opmærksomhed. Hvis forbrugeren ikke lige mangler dit produkt eller service her og nu, betyder det ikke, at kunderejsen er slut. Er displaybanneret designet med de rette elementer og virkemidler, vil det øge chancen for, at dit brand og budskab bliver husket. Så næste gang forbrugeren har brug for det, som din virksomhed tilbyder, så er der stor sandsynlighed for, at forbrugeren starter sin søgning hos netop dig.